- Hvad ønsker jeg at få ud af opholdet:
Først og fremmest ønsker jeg at komme ned og følge børnenes hverdag, deres liv og deres kultur.
Jeg håber på at kunne få et indblik i hvordan de ansatte arbejder med børnene og hvilken pædagogisk tilgang, eller mangel på samme, de har i deres hverdag, og derved arbejder ud fra.
jeg håber ud fra det jeg ser og høre, at jeg kan få nogle gode samtaler undervejs i forløbet, hvor jeg kan få mulighed for at drøfte diverse ting, såsom hvordan vi gør herhjemme, og hvilke redskaber og metoder der kunne benyttes i den pædagogiske praksis.
Udover det ønsker jeg selvfølgelig os at få en oplevelse for livet.
- Den største faglige udfordring tror jeg bliver:
Jeg er slet ikke i tvivl om at det bliver en udfordring at skulle kommunikere og få mit budskab frem på et andet sprog, men også en udfordring i sig selv at skulle passe ind i en fremmed kultur.
Jeg tror dog at den største udfordring bliver at skulle tilpasse sig den pædagogiske tilgang de har til børnene, hvis jeg ikke finder den passende/acceptabel. Jeg er velvidne om at jeg selvfølgelig godt må stille mig undrende, og spørge ind til deres holdninger og metoder, da jeg jo er der for at lære. Men udfordringen i det bliver nok at jeg ikke i ren refleks griber ind og blander mig hvis jeg observere at noget er så langt fra vores måde at gøre tingene på i Danmark.
Jeg bliver nok nød til hele tiden at minde mig selv om at det er deres land, deres regler og derfor også deres måde at gøre tingene på.
Når det er sagt håber jeg selvfølgelig at jeg kan give noget af den viden jeg har videre, men også acceptere hvis de ikke er villige til at modtage.
· Den største personlige udfordring tror jeg bliver:
Det ville helt sikkert uden tvivl være at undvære min familie, samt venner og veninder.
Det er første gang jeg skal være så langt væk hjemmefra, og så i 6 ½ mdr.
Samtidig er det os en kæmpe udfordring at slippe kontrollen herhjemme og stole på at alle har det godt og klare sig.
· Min største bekymring er:
Den er lidt svær at komme med et konkret eksempel på, da jeg lige nu har mange bekymringer.
Jeg er rigtig bekymret for at der skal ske mine kære noget i Danmark mens jeg er væk. Jeg er os rigtig bekymret over om jeg kan finde mig tilrette på Filippinerne, og ikke mindst om jeg kan nå de mål jeg har sat mig ved at tage af sted. Nemlig at gøre en positiv retning der hvor der virkelig behov for det.
· Det jeg tænker det betyder, at være dansk i udlandet er:
Det betyder jo i bund og grund at jeg er gæst i deres land og derfor må indordne mig under deres værdier og normer, men selvfølgelig holde fast i mig selv når jeg er i lejligheden.
For mig er det vigtigt at integrere mig i det samfund jeg nu engang er i, men også huske hvor jeg kommer fra.
· Det jeg kommer til at savne mest bliver nok:
Her har jeg igen et problem med et konkret svar.
Som nævnt før kommer jeg til at savne min familie samt mine venner og veninder rigtig meget, men trøster mig med at de jo os er der når jeg vender tilbage til Danmark igen! Alle de tanker jeg har haft ang. min rejse og savnet til dem derhjemme, har faktisk været positivt, da det har fået mig til at indse hvor rigt mit liv er. Med dette mener jeg at jeg føler mig utrolig heldig at have så mange fantastiske mennesker i min hverdag til daglig.
Bliver lige nød til at nævne at jeg helt sikkert også kommer til at savne en rugbrødsmad.
· Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket:
Har en del mål med denne udlandspraktik på Filippinerne (Cebu) de fleste er dog personlige.
Personligt håber jeg at få styrket troen på mig selv. Dette tror jeg, at jeg ville kunne opnå ved f.eks. at holde ud når jeg møder modstand, tage tingene som de kommer, samt gennem nogle succesoplevelser.
Fagligt håber jeg at jeg bliver bedre til at reflektere over de ting der sker i dagligdagen, f.eks. hvad jeg kunne have gjort anderledes, hvordan jeg skal komme frem med min mening, uden at støde nogen og sidst skrive alle mine observationer ned så jeg kan drage nytte og lære af dem senere hen.
Institutionsbeskrivelse
Cebu Missionary Faundation Pre School
Historien bag skolen:
For 17 år siden i 1994 startede en kvinde ved navn Lucy, nogle skoleprojekter her på Filippinerne sammen med 2 andre. Det fungerede ikke rigtig til at starte med, da Filippinernes arbejdsmoral ikke var særlig effektiv. Lucy besluttede sig derfor for at flytte til landet i 2001, for at være mere deltagende i projektet. Den første undervisning der fandt sted på Cebu missionary Faundation Pre School, foregik under et banantræ, og undervisningen var derfor meget primitiv. I 2005 havde Lucy samt nogle andre frivillige fået nogle sponsorater, og ikke mindst et godt samarbejde med et Dansk ægtepar som kalder sig CMF. Dette gjorde det muligt at bygge en skole mit i slummen. Meningen med dette er, ifølge Lucy, at vise folk der kommer fra fattige vilkår, at de godt kan gå på en pæn skole.
Skolen har ikke noget lovkrav, da der her på Filippinerne er rigtig meget korruption. Der er derfor heller ingen hjælp fra den Filippinske ambassade, men derimod har den Australske ambassade gået ind i sagen, og valgt at støtte skolen. Som det er lige nu på skolen, er de nødsaget til at gå meget stille med dørene, hvad angår reklame for skolen, og ikke mindst reklame for deres projekter, da de ellers kan risikere at miste de penge de får ind via sponsorater, og andre projekter. De har blandt andet et projekt kørende på stedet hvor de producere tasker, punge, bælter osv. ud af kapslen/ åbneren på dåser, meget flot arbejde. Udover det laver de også smykker af rullet papir og ris poser, igen meget flot arbejde som i kan se, og faktisk helt fantastisk hvad de kan få ud af nogle ting, som vi normalt ville smide ud.
De penge de får ud af det, går til mad til børn og ansatte på skolen, samt feeding program til områdets fattige børn og voksne, men også til folk der bor på gaden i hele Cebu.
Udover Lucy er der også en anden leder som kom til stedet for 2 år siden, hun hedder Ingrid og sørger for skemasammensætninger, undervisning/kurser som omhandler alternative læringsformer til lærerne, samt mange andre projekter.
Alle ansatte og børn på skolen er katolikker og derfor meget troende. Dette kommer til udtryk i undervisningen, da der er meget fokus på Gud, Jesus, jordens skabelse osv.
De starter også dagen med bøn samt nogle sange om Gud, og slutter ligeledes af på samme måde.
De starter også dagen med bøn samt nogle sange om Gud, og slutter ligeledes af på samme måde.
Ifølge deres hjemmeside er deres fokus rettet mod, at nå ud til de mest fattige og skrøbelige børn i Cebu’s slumkvarterer, og så via en skolegang og ikke mindst skolens læringsprocesser, give børnene håb i livet, og som de skriver, give dem troen på at kærlighed og styrke skabes af handling.
Her ses en dreng ved navn Josuar som var så heldig at få en plads på skolen. De lægger ligeledes vægt på at række ud til børnenes familier, så alle parter får den fornødne hjælp, via lægehjælp, tandlæge og i nogle tilfælde arbejde som f.eks. køkkendamer, rengøringsdamer, kreativ medarbejder osv. på stedet. Nogle forældre er dog mere aktive end andre, men det hedder sig, at alle forældre skal lave en eller anden form for arbejde, da de på den måde sørger for at, de holder sig i gang og møder nye mennesker.
Her ses en dreng ved navn Josuar som var så heldig at få en plads på skolen. De lægger ligeledes vægt på at række ud til børnenes familier, så alle parter får den fornødne hjælp, via lægehjælp, tandlæge og i nogle tilfælde arbejde som f.eks. køkkendamer, rengøringsdamer, kreativ medarbejder osv. på stedet. Nogle forældre er dog mere aktive end andre, men det hedder sig, at alle forældre skal lave en eller anden form for arbejde, da de på den måde sørger for at, de holder sig i gang og møder nye mennesker.
De lægger ligeledes vægt på, at få mennesker ind fra hele verden. Deres grundlag for dette er, at vise børnene at der findes mange andre steder, samt kulturer end lige det de kommer fra. Problemet for de børn her er, at de højst sandsynligt ikke får mulighed for at rejse ud i verden, så ved at få verden til at komme til dem, kan man udvide børnenes horisont. Det gør også at man på den måde udvider deres drømme om, at der er andre levemåder end at tigge, eller arbejde som det samme som mor og far.
Normeringen på skolen er meget skiftende, men lige i øjeblikket er der 600 børn, 17 fastansatte voksne og ca. 40-50 frivillige.
Normeringen på skolen er meget skiftende, men lige i øjeblikket er der 600 børn, 17 fastansatte voksne og ca. 40-50 frivillige.
Skolens faciliteter samt omgivelser:
Selve skolen er bygget op således, at de har deres hovedkontor ca. tre kvarter væk fra Cebu city.
Der er der indrettet 2 klasselokaler, eller det ville sige et klasselokale med en lille skillevæg i midten.
På billedet ses noget af det ene klasseværelse og to af de børn jeg har med at gøre i hverdagen. Det at klasserne er delt op i et lokale, kan til tider godt være lidt forstyrrende, da man tydeligt kan høre undervisningen fra den anden klasse. Men det virker til at fungere for dem, indtil videre.
Det er ikke en særlig stor skole, men der er på trods af det, overraskende mange faciliteter og gode forhold, som kan gavne børnene rigtig meget. Alt i alt meget fint når man tænker på de resurser de har til rådighed. De har også et stort rum/sal, hvor der er mulighed for at lave aktiviteter, som kræver plads til udfoldelse, eller bare aktiviteter der støjer. på dette billed er jeg igang med at lave gymnastik med børnene.
Derudover har de et lokale hvor der er 30 computere og ikke mindst internet til rådighed.
Sidst er de i fuld sving med at indrette et lille bibliotek, hvor lærerne kan finde diverse billedbøger, eventyr samt undervisningsbøger.
De har også et lille køkken, hvor et fast køkkenpersonale hver dag tilbereder et måltid mad til elever og ansatte på skolen.
Skolens beliggenhed kom lidt bag på mig, men efter at have været der i 4 uger, og snakket lidt med de ansatte på stedet, giver det meget mere mening for mig, at det lige præcis var der skolen skulle ligge! Som vist på billedet ligger hovedkontoret midt ude på en losseplads.
Stedet bliver også omtalt som skolen ved lossepladsen. Mit første indtryk var en rigtig væmmelig stank, efterfulgt af synet af rigtig rigtig mange fluer. Men da vi så blev vist rundt var indtrykket straks meget bedre og som ovennævnt meget positivt overraskende.
Udover hovedkontoret og de to klasselokaler, er der 2 klasselokaler spredt ud i nogle forskellige slum områder også i Cebu. Det er indrettet meget mere primitivt, end her hvor jeg er på lossepladsen. Forstået på den måde, at det bare er et lokale uden vand, el og toilet. Det ene klasselokale jeg har set, ligger midt på en kirkegård, og jeg kunne måske godt forestille mig, at der har været gravstene inde i bygningen før i tiden, vil dog nævne at det faktisk er rigtig flot indrettet. Det andet ligger nede ved havnen, dog ikke på en kirkegård, men omgivelserne er bestemt ikke bedre, men igen er lokalet flot. Har været nede og se det en enkel gang, og det virkede meget småt, og man blev hurtigt mødt af lugten af gammel urin, da der heller ikke er toilet der. Grunden til at man har valgt disse steder til at undervise i, er dels fordi der har været et lokale til rådighed, men også så man på den måde sikre børnene, nem og kort vej til skole, da der ikke er de store penge til transport. Alle børn der er tilknyttet skolen er sponsorbørn. Den samfundsmæssige betydning i dette er, at man via et sponsorat giver et barn chancen for en uddannelse, en fremtid og derved et liv væk fra gaden. Samfundsmæssigt set kan det have alvorlige konsekvenser for de mennesker der ikke får chancen for at få en uddannelse, da dette som oftest fører til tiggeri, kriminalitet, prostitution osv.
Institutionens pædagogik
Uddannelse eller ej:
Der er mange forskellige ansatte her på Cebu missionary foundations pre school. Nogle er uddannet, andre arbejder som frivillige, og sidst er der nogle der arbejder her fordi deres børn går på skolen.
Der er to lærer ansat her på stedet, de har begge taget en udannelse på 4 år. Så lige på det punkt minder det meget om læreuddannelsen hjemme i Danmark. Udover det er der to læger/sygeplejersker tilknyttet stedet, som ligeledes har taget en uddannelse på 4 år.
Udover det er det primært frivillige eller forældre der tager sig af børnene. Når børnene møder op på skolen er de oftest meget beskidte og sultne. Til dette arbejde er der ansat nogle kvinder, enten mødre til nogle af børnene eller frivillige. Så de der er tilknyttet køkkenet, er dem der giver dem et overfladisk bad, reder deres hår, og giver dem en tandbørste, så de kan børste deres tænder efter de har fået et måltid mad.
Så man kan sige, at det er helt andre arbejdsopgaver der er på denne skole, end det arbejde der ville blive udført af en pædagog eller en medhjælper, for den sags skyld, hjemme i Danmark. Rent faktisk er der slet ikke nogen pædagoguddannelse her på Filippinerne.
Her på stedet er børnene, når de ikke modtager undervisning, meget overladt til sig selv. Hvis man ser bort fra det ”bad” de får, har børnene faktisk ikke rigtig nogen voksenkontakt, medmindre de virkelig kæmper for det. Så hvis jeg skulle sætte en titel på pædagogikken i denne forbindelse, ville det uden tvivl være laizzefair, da det ikke virker til, at der er nogle faste regler for hvad børnene må og ikke må. Udover det har jeg endnu ikke oplevet nogle af de voksne opdrage på børnene på en anerkendende måde, eller sige noget til dem hvis de laver noget forkert, såsom at slå en af de andre.
Undervisningen på stedet:
Børnenes undervisningsform er meget hård, og meget autoritær. Der er ikke meget plads til fejl. Og siger de noget der er rigtigt, får de en sjælden gang ros, men for det meste bare besked på at sætte sig ned igen. Ja det er bogstaveligt talt, kæft, trit og retning. For mig er det en af de vigtigste ting, jeg håber på at kunne ændre igennem mit ophold her, da mange af børnene virkelig mangler troen på sig selv.
De børn der går på skolen er i forvejen belastede børn, så det at læreren skælder dem ud og kigger ondskabsfuldt på dem hvis de svare forkert, gavner bestemt ikke deres selvværd. Udover det har jeg også lagt mærke til, at deres øjne er fyldt med angst og usikkerhed, hvis de bliver bedt om at rejse sig og sige nogle gloser højt for klassen. Det er rigtig hårdt at se på, men jeg har valgt at tage det som en udfordring, og ikke mindst gå stille og roligt frem, da jeg ellers risikere at fornærme læreren, ved at sige de ting jeg ser ligeud. Har indtil videre gjort det, at jeg går rundt og høre dem i de forskellige sætning, de nu engang skal kunne. Til at starte med er de meget usikre og lidt generte i deres oplæsning, men det at jeg lige hjælper dem i gang, hjælper dem rigtig meget. Når de så har læst det de skal, gør jeg meget ud af at rose dem, og som regel også slutte af med en high five. Det at jeg vælger at gøre det på den måde, gør at de andre børn rigtig gerne ville læse højt for mig. jeg er også ret sikker på at læreren har lagt mærke til det, da hun en dag lige pludselig gav high five til alle børnene da der var fælleslæsning, hvilket jeg aldrig har set før. Så jeg håber at jeg kan påvirke hendes omgang med børnene ved, at hun ser hvordan jeg omgås med dem. Jeg er godt klar over, at man under normale omstændigheder ikke giver high five, til elever i en klasse hvis de svare rigtigt, men her er alt så anderledes, og hvis der er noget børnene går ind for, så er det håndtegn osv. Så derfor valgte jeg at gøre det på denne måde.
En typisk dag her på skolen, samt små observationer:
Børnenes undervisning starter kl. 9 og slutter omkring kl. 12. Dvs. at de sidder i 3 timer af gangen uden pauser. Det er så også et af de punkter jeg har valgt at arbejde med, da jeg finder det utrolig vigtigt for børnenes læring og trivsel, og ikke mindst koncentration, at de får lov at få en pause, måske i form af en aktivitet om ikke andet. Hvad angår mine aktiviteter med børnene, skal jeg kæmpe lidt for at få trumfet noget igennem. Jeg har for tre uger siden lavet et skema til læren, Joy, med aktiviteter og ligeledes formålet med aktiviteten, så hun kunne se at der var noget læring i det jeg kom med. Det er desværre ikke gået helt som jeg havde håbet på, da det kun er halvanden uge der er blevet til noget. Det skal dog lige nævnes at de har eksamen i slutningen af marts, så det har så gjort at der ikke har været meget tid tilovers, da alt tiden går med prøver.
Har snakket lidt med de to ledere af institutionen Ingrid og Lucy, som begge kommer fra Australien. De kunne godt forstå mine frustrationer, da de selv har kæmpet en del med den lærer jeg er tilknyttet.
Hun færdiggjorde sin uddannelse for et år siden, så for hende er der ikke så mange andre alternativer end tavleundervisning. Hun brænder virkelig for at lære fra sig, og jeg tror også at det er derfor, at det er så svært for mig at komme på banen med en leg eller aktivitet, da hun i forvejen har planlagt et meget tæt program. En anden ting jeg har lagt mærke til er, at hun ikke er så meget for at have børnene tæt på sig. Ingrid og Lucy bekræftede det så for mig, da vi snakkede sammen sidst. Det viser sig at Joy rent faktisk var bange for børnene til at starte med. Når jeg tager det med i mine overvejelser hvad angår undervisningen, syntes jeg at der er væsentlig fremskridt i hendes adfærd og udstråling over for børnene.
Deres undervisningsform kører efter et skema som Ingrid laver hver tredje uge. Hun har lavet et tema pr. uge som f.eks. kan dreje sig om energi, varme og lys, som primært omhandler solen, og hvad den giver os osv. Dette er primært de eneste didaktiske overvejelser der bliver taget i brug på stedet.
Som ovennævnt er det til tider svært at få lidt tid med børnene, når det angår aktiviteter. Men det er blevet meget bedre end det var til at starte med, da jeg så vidt det er muligt prøver at udforme nogle aktiviteter der har noget med deres tema at gøre.
De havde om høje og lave lyde en uge, hvor Michelle og jeg tog dem med ud på lossepladsen for at samle forskellige genstande. Da vi kom tilbage vaskede vi dem grundigt af, og brugte dem så som instrumenter. Nogle af børnene skulle lave høje tromme lyde og andre mere stille lyde. Projektet køre stadig, men vi har været nødsaget til at sætte det i bero, da de har eksamen de næste 2 uger. Så en typisk dag består af hygiejne i form af badet og tandbørstning og derefter står den på 3 timers undervisning, efterfulgt af fri leg indtil turen går hjem.
Pædagogikken på stedet:
Det er svært at beskrive pædagogikken på stedet, da der ikke rigtig er nogen. Som nævnt før benytter de både lidt laizzefair, da børnene har meget frie tøjler, når de ikke har undervisning, og den autoritære, da der er en meget hård tone når undervisningen står på. Der skal ikke meget til før at børnene får skæld ud, og ni ud af ti gange er det uden grund. Jeg har lavet en del observationer undervejs, og man kan tydelig se et mønstre i deres hverdag her på stedet, som jeg håber på at kunne tale med læren om. Børnene møder ind kl. 09.00 hver morgen. Til at starte med er de alle sammen meget på, og ivrige for at lære. Når kl. bliver omkring 10 begynder de at blive urolige, og det er så her læren begynder at blive irritabel og uforstående over for børnenes adfærd. Jeg har allerede på nuværende tidspunkt forsøgt at tale med læren om, at lave en aktivitet eller bare give børnene 10 min. fri leg. Hun nikkede og smilede til mig og fortsatte så undervisningen. Men jeg giver ikke op, da jeg håber at hun en dag giver tilladelse til en kort pause, og så forhåbentlig finder ud af, at det gavner børnenes koncentration, lige at få et pusterum.
Det var så lidt om institutionens pædagogik, eller mangel på samme. Næste indblik i mit arbejde kommer snart, og ville indeholde en mere detaljeret beskrivelse af min dagligdag her på stedet, men også min fritid.
Sommerperioden er startet her d. 1 april, og det ville sige at børnene ikke går i skole de næste to måneder. Til at starte med syntes jeg at det var meget underligt at vi var blevet placeret på en skole hvor børnene kun var der 4 ud af 6 måneder. Jeg blev så klogere efter jeg spurgte ind til det. Det viser sig at vi kan få børnene ligeså mange dage vi har lyst. Vi skal bare nævne dagen i forvejen at vi har nogle projekter, så kommer de. Så det at de har sommerferie har faktisk bare gjort at vi som studerende har mere tid med børnene! Vi har b.la. været på stranden og i familiepark med dem, hvilket var en kæmpe succes, da der i familieparken var pool, vipper og gynger.
[1]
Min hverdag her på Filippinerne, arbejdsmæssigt såvel fritid
Mine tanker bag det at være så langt væk hjemmefra
Jeg har nu været her i lidt over 3 måneder, og må sige at der har været mange blandede følelser, de fleste har dog heldigvis været positive.
Det at komme til et helt fremmed land, hvor der er en hel anderledes kultur, end den jeg er van til, er en kæmpe prøvelse i sig selv! En ting var, hvis man bare var her som turist, der lige skulle på ferie et par uger. Men en anden ting er, når man skal være her et halvt år, arbejde her, og få en hverdag til at fungere! Det sværeste for mig har helt sikkert været at undvære min familie og mine venner! Men takket være skype, facebook og telefonen er det gået langt bedre end forventet, og jeg har på en eller anden måde ikke følt mig så langt væk hjemmefra, i hvert fald ikke det meste af tiden!
Det er så også en rigtig stor hjælp at der er mange andre danskere i praktik her på Filippinerne. Vi er af gode grunde alle i samme båd, og kan derfor bruge hinanden rigtig meget når savnet til dem derhjemme melder sin ankomst. Udover det er vi også rigtig gode til at finde på noget at lave sammen, det kan være alt fra weekend udflugter, fester, eller bare en hygge aften med lidt god mad, diverse spil eller film og en masse snak! Kort sagt er sammenholdet helt fantastisk de danske studerende imellem.
Min hverdag på praktikstedet
En typisk dag på Cebu missionary faundation pree school, kan være svær at beskrive, da det svinger meget. Nogle dage er skemaet helt fyldt ud med tavleundervisning, hvilket betyder at jeg har svært ved at få presset nogle aktiviteter ind, der varer længere end en halv time! Jeg har de dage valgt at lave lidt gymnastik, samt nogle forskellige sanglege, eller aktiviteter der kan deles op uden det gør den store forskel!
Når man arbejder her på Filippinerne kommer ens tålmodighed helt automatisk på en prøve. Vi har hver morgen en fast aftale med praktikstedet om at deres bil skal hente os, da der er rimelig lang transporttid. Det fungere også rigtig godt, bortset fra at bilen sagens kan være en til to timer forsinket. Det kan godt være rigtig frustrerende, men man lære virkelig at leve med det, og underligt nok, når man alligevel det hele! Tror at dette virkelig kan komme mig til gavn, når jeg kommer hjem og skal køre med DSB :o) Udover det, er det også en meget anderledes måde at blive transporteret på, end det man lige er van til. Var ikke så stolt af situationen til at starte med, men også det har jeg vænnet mig til! Har de første par gange siddet og udtænkt mig en plan, for hvor jeg skulle holde fast hvis vi kørte galt.
 |
| det er så det lad vi sidder på, på vej til arbejde.. |
 |
| Ja jeg nød også godt af vippen.. |
Ingen af mine børn har nogensinde badet i en pool før, så det var bare så givende og ikke mindst rørende at se dem plaske rundt med et kæmpe smil på læben!!
 |
| Gruppebilled af mig og de fleste af børnene.. |
 |
| Se hva jeg kan.. |
 |
| Første gang i vandrutchebane.. |
 |
| Det var bare så fantastisk at se hvor meget de hyggede sig!!!! Her på billedet ses Joshua, min nye sponcerdreng:o) |
Så alt i alt er hverdagen meget hvad du selv
gør den til! Så længe man har noget gåpåmod og nogle gode ideer, så styrer man såden set selv hvad dagen skal byde på!!
Og til jer der læser denne blog, fordi i har et ønske om en udlandspraktik på Filippinerne, kan jeg bare sige ”gør det”
Hvis der skulle være nogle spørgsmål, skal i være mere end velkommen til at skrive til mig:
Guldborg2008@live.dk
Læringsmål for 1. Løn på Filippinerne
1. Jeg ønsker at få indsigt i hvordan skolen er opbygget samt organiseret og sidst, hvad kulturen og deres religion har af indflydelse på stedet.
Hvad er målet
jeg vil undersøge hvordan diverse arbejdsopgaver fordeles på stedet, og derved få indsigt i hvordan organiseringen er, og hvilke opdragelsesmetoder de anvender i dagligdagen. Derudover mener jeg det kunne være interessant, at undersøge hvordan kulturforskellen og religion præger samarbejdet på skolen.
Hvorfor vil jeg frem til dette mål
Dette vil jeg undersøge for at få et bedre indblik i deres måde at gøre tingene på, men også for at finde frem til hvad der fylder mest i deres hverdag. Derudover er jeg nysgerrig på hvilken adfærd der føre til sanktionerne i undervisningen, samt hvilken adfærd der giver anledning til ros.
Hvordan kan jeg nå målet
Jeg vil observere, være spørgerne, men også reflekterende igennem hele mit praktikforløb. Samt læse relevant litteratur omkring kultur og kulturforskelle, så jeg på den måde kan danne mig et bedre overblik, hvad angår de anvendte opdragelsesmetoder på skolen.
2. Jeg vil observere samt indgå i og bidrage til tilrettelæggelsen og organiseringen af det daglige pædagogiske arbejde.
Hvad er målet:
Jeg vil blive klogere på den pædagogiske tilgang, de ansatte har til børnene, samt indgå og bidrage med det jeg finder relevant i forhold til det daglige pædagogiske arbejde. Sidst syntes jeg det kunne være interessant at undersøge hvilke kompetencer, de mener at børnene skal udvikle, for at kunne klare sig i det videre liv.
Hvorfor vil jeg frem til dette mål:
Jeg finder dette interessant, da jeg gerne vil have et bedre indblik i dagligdagen på skolen, samt deres arbejde med børnene. Derudover håber jeg på at kunne bidrage med noget mere anerkendende pædagogik i undervisningen, da jeg lige nu er kritisk overfor deres tilgang til børnene.
Hvordan kan jeg nå målet:
Jeg ville stille mig undrende, reflekterende samt spørgende, selvfølgelig uden at fornærme nogen. Derudover ville jeg læse relevant litteratur fra deres virksomhedsplan, i håb om at blive klogere på deres pædagogiske værdier samt metoder. Sidst håber jeg at kunne tilrettelægge nogle aktiviteter der for børnene både er sjove, lærerige og ikke mindst styrkende både motorisk såvel socialt.
3. Jeg vil planlægge, gennemføre, dokumentere og evaluere pædagogiske processer der giver anledning til udvikling og forandring.
Hvad er målet:
Mit mål er at få nogle flere pædagogiske aktiviteter ind i dagligdagen på skolen, så børnene derved får muligheden for at bruge kroppen noget mere. Jeg vil derfor komme med ideer og input til det faglige, samt finde passene aktiviteter og projekter, der lægger vægt på de pædagogiske værdier.
Hvorfor vil jeg frem til dette mål:
Grunden til dette mål er, at jeg gerne vil lære dem nogle af de metoder som vi benytter os af til førskolebørn i Danmark. Jeg håber, at jeg ved at planlægge nogle gode aktiviteter, kan få børnene og læren motiveret til at fortsætte aktiviteterne efter jeg er rejst hjem. Dette vil jeg gerne opnå for at få lidt mere bevægelse samt kreativt ind i børnenes dagligdag, da det er meget stillesiddende undervisning der bliver benyttet på stedet.
Hvordan kan jeg nå målet:
Jeg håber at opnå dette mål ved at skabe nogle aktiviteter der indeholder læring samt udvikling, og derefter evaluere dem med læren, så hun på den måde kan se formålet i legen, samt hvad det kan styrke hos barnet. Sidst håber jeg at kunne skabe nogle succesoplevelser med børnene via en anerkendende tilgang, så jeg på den måde kan give børnene troen på sig selv, frem for den frygt de har nu, for at lave en fejl.
Om kulturen
I Filippinerne lever op mod 40 % af befolkningen under WHO’s fattigdomsgrænse. Mange af disse lever ved lossepladser omkring de større byer. Her tjener de til deres overlevelse ved at sortere skrald, og deres hjem består af små skure eller hytter klods op ad store bunker skrald. Der bor ca. 300 familier i hver af lossepladsbyerne. Deres huse er primært bygget af ting fundet ude på lossepladsen. De kan f.eks. være bygget af gamle dæk, tinplader, store stykker plastik og diverse stykker sammentømret træ.
I Filippinerne lever op mod 40 % af befolkningen under WHO’s fattigdomsgrænse. Mange af disse lever ved lossepladser omkring de større byer. Her tjener de til deres overlevelse ved at sortere skrald, og deres hjem består af små skure eller hytter klods op ad store bunker skrald. Der bor ca. 300 familier i hver af lossepladsbyerne. Deres huse er primært bygget af ting fundet ude på lossepladsen. De kan f.eks. være bygget af gamle dæk, tinplader, store stykker plastik og diverse stykker sammentømret træ.
 |
| dette var et af de pænere huse |
Grunden til, at folk bosætter sig i lossepladsbyen, er som nævnt, at der findes arbejde ude på selve lossepladsen med at sortere skrald. For os danskere, kan det være svært at forestille sig, hvordan man kan bo og arbejde under forhold som disse. For mange filippinere er livet ved lossepladsen dog meget bedre end alternativet, som er at være helt uden både hjem og arbejde.
 |
| En af de små stiger der førte ned til et af deres huse |
De, der er bor i lossepladsbyen, hører stadig til blandt de fattigste indbyggere i landet. Eksempelvis er det næsten umuligt for familierne selv at betale for lægehjælp og medicin. Derfor er de meget afhængige af hjælp udefra, som blandt andet kommer fra forskellige hjælpeorganisationer.
Skolen jeg er tilknyttet lægger midt på lossepladsen, og det ses tydeligt at befolkningen der, er meget fattige. Dette bed jeg særligt mærke i da jeg var på hjemmebesøg hos børnene. Det er dog ikke kun ved at sortere skrald de tjener deres penge, men også ved at køre tricycle, som er en cykel med sidevogn, eller de såkaldte gadekøkkener, hvor der er en 4-5 retter at vælge mellem. Men det er ikke de vilde drømme de har, og når man spørger børnene, hvad de gerne ville arbejde med når de bliver store, svare de gerne at de ville arbejde med det samme som forældrene. På skolen bliver der derfor, fra de 2 australske ledere, lagt stor vægt på, at fortælle børnene at de skal have store drømme, og samtidig lade dem vide at intet er umuligt, hvis man kæmper for det!
Kulturel intelligens er evnen til at handle passende i situationer hvor kulturforskelle har betydning, samt evnen til at gøre sig forståelig og etablere et konstruktivt samarbejde på tværs af kulturforskelle.[2]
Kulturen her på Filippinerne er meget langt fra det jeg er vokset op i, i Danmark. Med dette mener jeg at der er særlig brug for kulturel intelligens, så man på tværs af forskellene, kan skabe en frugtbar fælles kultur. Ikke sagt at man efter et stykke tid, kan indgå 100 % i en ny kultur. Der ville altid være behov for kulturel intelligens i en fremmed kultur, da der ville opstå situationer løbene, hvor der på baggrund af forskellene opstår uventede kontroverser.[3]
Skolen er delt op således at den er styret af australiere, men størstedelen af personalegruppen er filippinere. Ud fra hvad jeg har observeret kan dette godt give nogle gnidninger, da det er to forskellige kulturer der skal samarbejde indbyrdes. Jeg vil sige at lederne er gode til at acceptere filippinernes tro, som er katolsk. F.eks. omhandler stort set alle deres højtlæsningsbøger Gud, samt jordens skabelse, og hver morgen starter de med en bøn, og sådan afslutter de ligeledes også dagen.
Jeg tror at gnidningerne skabes på baggrund af, at en af lederne har en meget nedladende tone over for de ansatte. Jeg er velvidende om at de forsøger at skabe et bedre læringsmiljø for børnene, og derfor kommer med rettelser til lærerne, men anerkendelsen i måden det bliver sagt på mangler bare, og det gør at de ansatte på ingen måde føler sig værdsat. Jeg har snakket med den lærer jeg er tilknyttet, og har ladet mig fortælle, at mange af de ansatte er meget frustreret over det. De føler ikke at de har noget at skulle sige, så hvis de ville bevare deres job, bliver de nød til bare at lytte og gøre hvad der bliver sagt. Det samme mønstre spejler sig også i børnenes adfærd. Jeg har f.eks. på intet tidspunkt hørt et barn svare en voksen igen, og hver dag oplever jeg hvordan børnene viser mig respekt. Dette foregår ved, at barnet tager din hånd og føre den op til panden, mens han eller hun bukker hovedet. Meget underlig fornemmelse, da det er så langt fra det man kommer fra.
Trods fattigdom, og hårdt arbejdsmiljø, er forældre og ansatte og børn nogle meget imødekommende og smilene mennesker, men det er de generelt her på Filippinerne.
Jeg har på baggrund af dette valgt at skrive et kort afsnit om det, da det giver et godt billede af hvor stor forskel der er på kulturen her i forhold til Danmark.
Kort om befolkningen
Jeg syntes at Filippinerne er et fantastisk land at befinde sig i, og som jeg har været inde på i nogle af de andre afsnit på bloggen, er det Filippinske folkefærd utrolig behagelige mennesker! De er meget imødekommende, smilene samt gæstfrie, hvilket jo også gør det lidt nemmere i hverdagen! De har et helt andet syn på livet, end de fleste af os danskere har. Trods de lever i et skur, uden vand og elektricitet, smiler de og er bare glade for at de lever.
Jeg fristes dog til at sige at man nogle gange godt kan få nok, af at smile og sige hej hele tiden, da dette nemt kan finde sted mellem 50 og 100 gange på en dag, alt afhængig af hvor lang tid man befinder sig ude! Men det er jo fantastisk, og helt sikkert noget vi godt kunne lære noget af hjemme i Danmark!
En anden ting er deres service når man er ude og handle! For det første står der er person ved næsten alle døre, klar til at åbne når man skal ind i en forretning. Udover det bliver ens poser pakket for en, når man har været ude og handle, og der er til og med en stol, hvor man som kunde kan sidde og vente. Super dejligt, og helt sikkert en ting man godt kunne vænne sig til!
Vi har til tider lavet lidt sjovt med det, da man ikke kan lade være med at forestille sig livet, når man vender tilbage til Danmark. Jeg forestiller mig at jeg går rundt nede i gågaden i Helsingør, og skal ind i en butik, hvor døren er lukket. Er lidt bange for at jeg helt automatisk står ude foran, kigger ind igennem glasdøren og venter på at døren bliver åbnet for mig. Og det samme sker når jeg er ude og handle. Der spørg jeg efter stolen, og står så og kigger underligt på ekspedienten ved kassen, da jeg har glemt hvordan man pakker en pose med varer! Aj det er gas, men meget sjovt at sammenligne deres arbejdsrutiner her, i forhold til derhjemme!
Jeg håber det gav et godt billede af de forskelle man bliver mødt med her på Filippinerne.
Højtider på skolen
Den største højtid på skolen, og også på hele Filippinerne er påsken.
Havde en meget overvældende oplevelse ude på skolen, i forbindelse med fejring af påsken. Hvert år har skolen en camp, hvor man som ansat og gæst overnatter på skolen i 3 dage. I de tre dage foregår der en masse forskellige ting, som alt har noget at gøre med deres tro at gøre. I år havde de inviteret en masse mennesker fra Australien. Jeg sov godt nok ikke oppe på skolen, men fulgte programmet som alle andre overnattende gæster.
Dagen forløb sig således:
vi blev samlet i skolens store sal, hvor der stod en masse stole på rad og række. Lucy som er en af lederne, stod oppe ved scenen og råbte en masse ord som omhandlede Jesus. Imens gik gæsterne fra Australien rundt i lokalet og sagde en masse underlige lyde og sætninger. Michelle og jeg valgte at blive stående ved vores stole, og bare observere.
Jeg havde fra start bestemt mig for, at jeg ville modtage dagens program og det der nu bød sig, med et åbent sind, og det må man sige jeg gjorde. Jeg syntes bare det var en meget underlig fornemmelse at stå og observere noget så mystisk som det, men for at jeg skulle få det bedste billede af hvad de troede på, og ikke mindst hvordan de gjorde det, var jeg nød til at give mig 100 %. Mens de her gæster gik rundt, blev der stillet nogle spørgsmål ud i lokalet, og må faktisk indrømme at jeg ikke husker hvad det var. Ved bare at man skulle række hånden op, hvis man ønskede sig det. Tror det var noget med fred i sindet, og det at tilhøre Gud. Alle rakte i hvert fald hånden i vejret, inklusiv mig. Vi blev alle bedt om at komme nærmere scenen. Midt i det hele kom en af gæsterne op til Lucy, og overtog mikrofonen. Han fortalte en masse af de ting han havde været igennem, og det rørte mig virkelig dybt, så før jeg vidste af det stod jeg midt i forsamlingen og græd. Jeg har svært ved at beskrive det, men jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage. En af grundene var dog, at han nævnte en masse ting jeg selv kunne genkende fra mit eget liv. Mens han stod og snakkede, gik de andre gæster rund blandt folk, holdte dem på panden, mens de sagde en masse, for mig, usammenhængende ord. Og pludselig fald vedkommende der blev holdt på panden om. Før jeg fik set mig om stod der også en og holdte mig på panden. Vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere, men valgte at leve mig ind i det. Mens jeg blev holdt på panden, kunne jeg mærke at de var flere omkring mig, og en af dem pustede mig hårdt på ryggen. Og før jeg vidste af det, forsvandt mine ben under mig, og jeg blev lagt på gulvet. Det var en meget underlig oplevelse, og også en jeg kun prøvede en gang. Det var lige en lille historie fra det virkelige liv, der giver et indblik i hvordan de fejre en højtid her på Filippinerne.
Som afslutningsvis var det min mening at lægge nogle videoklip ind. Men kunne ikke få det til at fungere. Materialet tager udgangspunkt i 10 videoklip af 3-5 minutters varighed. I disse klip fortæller tre børn om deres liv ved en losseplads i Cebu City i Filippinerne. Hertil er knyttet forskellige opgaver, som både kan sikre en forståelse af livet ved lossepladsen, og som samtidig har til sigte at skabe refleksion over kontrasterne mellem danske skoleelevers liv og livet for børnene ved lossepladsen. Klippene kan i stedet findes på denne hjemmeside: http://www.lossepladsboern.dk/sider/familieliv/familien-labang.html
Mette Guldborg
Livshistorie som mit pædagogiske projekt
Vi kan være dygtige fortællere, der bruger kroppen, stemmelejet og interessante metaforer i formidling, men vi kan også være mindre fremtrædende og mindre varierede og stadig have en historie at fortælle. Almindelige mennesker, der ikke syntes, at deres liv er noget specielt, kan med den rette motivation, vise sig i stand til at levere en spændende fortælling, som på sin egen måde gør deres liv betydningsfuldt.[1]
Når der tales om livshistoriebøger mener nogen, at man skal være meget forsigtig i sin tilgang til brugeren, da man nemt kan komme til at rippe op i noget, der ligger uden for pædagogens arbejdsområde. Samtidig kan man også risikere at fastholde brugeren i gammel fortid, frem for at se frem. Andre mener, at man som pædagog skal turde at motivere til at gå ind i de lidt mere ømtålelige livshistorie brudstykker, da man ellers risikere, at brugeren ikke får åbnet op for noget, som har stor betydning for hans eller hendes eksistens og dermed også fremtid.[2]
Jeg har helt fra start af, ja faktisk også før jeg kom til Filippinerne, haft et ønske om at lave nogle livshistorie bøger med børnene!
Mit grundlag for dette, er dels for at skabe et produkt sammen med børnene, som er deres helt eget, men også for at få dem til at reflektere over nogle ting i deres liv, og deres hverdag ved at skulle sætte ord på.
Jeg mener at det er pædagogens rolle at skabe rum for fortælling, at lytte interesseret til brugerens historie, at støtte ham eller hende i at formulere en fortælling om sig selv, en fortælling, som i et videre perspektiv kan hjælpe til, at brugeren finder sin historie.[3]
Grunden til at jeg lige netop valgte dette emne, som mit pædagogiske projekt er, at jeg efter at have arbejdet med børn, der kommer fra så ringe kår, er blevet nysgerrig på hvilke ting der rør sig hos dem. Samtidig syntes jeg ligeledes at det kunne være interessant, at blive klogere på børnenes historie, deres ynglings/ hade ting, og hvilke drømme de har! I de spørgsmål jeg har formet til bogen har jeg lagt vægt på en bred vifte af ting. De skal både skrive lidt om familien, lidt om diverse ynglings ting såsom musik, farver og mad, så er der en side til fri tegning, og en side til tegning af deres drømmested, og sidst skal de beskrive med ord, hvad deres store drøm er. jeg har med fuldt overlæg valgt at lave spørgsmålene enkle, og ikke alt for dybe, da det er 5-7 årige børn jeg arbejder med, og normeringen ikke er til at tage et barn af gangen.
Lidt bagtanker omkring projektet
Til at starte med var jeg lidt i tvivl om bogen skulle indeholde billeder, eller om børnene selv skulle tegne diverse ting der skulle være i bogen! Denne tvivl var dels baseret på, at jeg ikke vidste hvilke muligheder der var for at fremkalde billeder, og også hvad prisen ville være. Jeg fandt hurtig ud af at der var gode muligheder for at fremkalde, og jeg har indtil videre givet omkring 300 kr. for 500 billeder, så det er jo billigt. Og efter jeg har erfaret hvor glade børnene er for fotos, har jeg ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at det var rigtige billeder der skulle være i bogen. Tænker også at de til hver en tid kan tegne en tegning, men de børn jeg arbejder med, har ikke nogle muligheder for at tage eller fremkalde billeder grundet økonomiske årsager.
Der har ikke været de store forberedelser i forbindelse med livshistorie bøgerne, da vi i forbindelse med vores produktion af det æstetiske produkt havde lavet meget at forarbejdet.
Stort set alle projekter jeg laver her, skal jeg selv finansiere. Ikke at det er noget problem, og slet ikke når jeg tænker på hvad de har at rykke rundt med i forhold til mig!
Jeg startede derfor med at gå ud og shoppe nogle lækre blyanter og viskelædere til hvert barn. Derudover købte jeg noget farvet papir, noget lamineringspapir, en hul maskine, og noget snor. Det er faktisk alt der skulle til, at lave en stabil god bog.
Familiebesøg
Første dag gik vi rundt på familiebesøg hos alle børnene. Det var en ret lang dag, da der er 14 børn med i projektet. Men det var også en rigtig spændende dag, da jeg jo fik set, hvor alle de børn jeg har på skolen bor. Jeg må sige at jeg var meget chokket over at se hvor fattigt de fleste af dem bor. Vidste godt at de hver i sær ikke har så god en økonomi, men blev meget påvirket over deres situation alligevel. Det første hjem vi besøgte, var nok det hjem der gjorde størst indtryk på mig. Det var et skur, med store huller i væggene, og bulede jordgulv. Jeg kunne ikke se nogen senge, så guderne må vide hvor de sov.
Når men grunden til disse familiebesøg var, at jeg gerne ville tage et billede af børnene sammen med deres familie. Det jeg på turen bed lidt mærke i var, at alle var hjemme, og ingen havde fået af vide at vi kom. Jeg ville på det tidspunkt ikke spørge ind til grundlaget for dette, men tænker at mange af dem har et job, hvor de stort set selv kan bestemme deres arbejdstid. Det skal dog også nævnes at det i de fleste tilfælde kun var den ene af forældrene der var hjemme, samt en bunke søskende. Jeg blev taget rigtig godt imod alle stederne, nogle steder blev jeg inviteret ind, andre steder blev vi i døråbningen.
Som nævnt før, var det en meget spændende oplevelse, men samtidig også en rigtig hård en af slagsen.
Opstart på projektet
Jeg startede med at give hvert barn 10 billeder, et med dem og deres familie, og resten med dem og deres venner. De fik lov at vælge et ud, som de skulle lave en forside ud af. Til forsiden havde jeg også købt nogle stikkers, så de kunne få lov at skrive deres navn på en lidt anderledes måde. Jeg bed hurtigt mærke i at børnene var meget engageret, og det mest opsigtsvækkende for mig var, at de børn der normalt ikke rigtig kan følge med, fordi de enten er nye, eller bare har svært ved at koncentrer sig, pludselig lå på samme niveau som de andre. Man kunne virkelig mærke at de rigtig gerne ville det her projekt.
En udfordring for mig i alt det her, har dels været den sproglige del, da de børn jeg har lavet projektet med, ikke kan tale engelsk. Jeg har derfor gjort det således, at jeg har forklaret læren Joy hvad bogen skulle indeholde, og så har hun på filippinsk forklaret børnene det, og samtidig læst de engelske spørgsmål op. Min største forhindring har faktisk været Joy, da hun meget gerne ville overtage for børnene rent skivemæssigt, og har også mange gange spurgt mig, om børnene ikke kan tegne i stedet for at skrive. Jeg har i denne situation valgt at gå lidt på kompromis, men kun i de spørgsmål, hvor det ikke ville få betydning for svaret, om det var tegnet eller skrevet. Grunden til at jeg valgte at gå på kompromis var at jeg godt kunne se at det tog en hel del længere tid end først planlagt, men omvendt syntes jeg heller ikke det gjorde noget, da vi havde tiden.
Jeg syntes alt i alt at projektet er gået rigtig godt, og jeg har, kunne fornemme, at det har givet børnene noget, at få lov at lave en bog, der omhandler deres liv. Jeg er i processen også kommet en hel del tættere på børnene, og har, kunne fornemme at de nød at skulle fortælle hvad de godt kunne lide osv. Samtidig bed jeg også mærke i at de til at starte med, bare sad og kiggede hvis de ikke vidste hvad de skulle skrive, men omkring halvvejs i processen, åbnede de op, og alle børnene kaldte på mig, hvis de var i tvivl om noget.
Ved ikke om de ville drage nytte af livshistorie fortællinger fremover, men har ladet mig fortælle at de har undervisning omkring familien og dens betydning i denne måned.
Ingrid som er en af lederne, spurgte mig om jeg ikke ville fortsætte projektet sammen med de børn der ikke er kommet i gang i nu, og det har jeg selvfølgelig sagt ja til!
Jeg har via dette projekt lært børnene en hel del bedre at kende, og der er også nogle ting der virkelig har fået mig til at tænke. Et af spørgsmålene lød på at de skulle pege der yndlingssted såvel deres hadested ud. Det varieret lidt mht. ynglings sted, men alle børnene valgte lossepladsen som hadested. For mig var det rigtig svært at forholde sig til, da det jo er deres hjem. Men jeg kan jo selvfølgelig håbe på, at det har gjort dem bevidste om hvor vigtigt det er, at de går i skole, får sig en uddannelse, og et godt job, så de en dag får råd til at flytte til et bedre sted.
Udover det håber jeg også, at det har hjulpet dem til at reflektere over deres liv, og ikke mindst givet dem et bedre overblik over hverdagstingene, ved at skulle sætte ord på.
[1] Pædagoguddannelsen på tværs, 2008, s. 386
[2] Pædagoguddannelsen på tværs, 2008, s. 388
[3] Pædagoguddannelsen på tværs, 2008, s. 389
Mit syn hvad angår det at arbejde på Filippinerne
Jeg syntes det har været rigtig interessant, og helt vildt givende, at arbejde i en kultur der er så langt fra den jeg er vokset op i, og har befundet mig i rent arbejdsmæssigt. Har dog syntes det til tider har været rigtig svært, ikke at blande sig alt for meget i deres fremgangsmåde mht. børnene. Som jeg har været inde på før, er der ikke meget anerkendelse i deres måde at omgås børnene på. Hvis de gør noget godt, får de 9 ud af 10 gange ikke noget ros, men gør de noget der ikke lige behager læren, får de gang på gang skæld ud. Det der går mig på i disse situationer er dels, at det ikke bare er almindelig skæld ud. Selvom hun gør det på filippinsk, lyser det ud af hendes kropssprog at hun virkelig nedgør dem, samtidig med at hun kigger bearbejdende på dem. Udover det er det også grundlaget for det. Jeg ville her komme med et eksempel, som tit er det der forsager at børnene får skæld ud.
Børnene starter undervisningen kl. 9 og køre så på til kl.12. de får ikke nogle pauser, og når læren fornemmer en vis uro, skælder hun ud, hvorefter hun en sjælden gang beder dem rejse sig, og så tager de bare undervisningen stående. Jeg har tit prøvet at snakke med hende omkring børnenes dag, og i den forbindelse prøvet at forklare hende at børn har behov for pauser, og får de ikke det bliver de for det første urolige, og for det andet får de svært ved at fange det der bliver undervist i. gang på gang har hun smilet til mig, sagt ja, og fortsat undervisningen.
I forbindelse med mit projekt omkring livsfortællinger, prøvede jeg at gøre det på min måde. Tror vi havde været i gang med at skrive og tegne en times tid, da jeg kunne fornemme at nogle af børnene stille og roligt mistede fokus. Jeg forslog derfor at vi lige tog et kvarter, med fri leg. Da det kvarter var gået, kaldte vi på børnene, og de kom med det samme og satte sig, igen fuldt koncentreret. Læren kiggede lidt på mig og derefter på børnene, hvorefter hun satte sig. Jeg håber at denne episode gav hende et indblik i, hvor vigtigt det er for børnene lige at koble fra, og løbe lidt rundt.
Hvad angår det at rose børnene, har jeg også prøvet at snakke med hende om. Der smilede hun igen, dog uden at sige noget. Jeg gjorde derfor det, at jeg satte mig hos et barn i en af timerne, hvor de havde fået besked på at læse nogle ord op for sidemanden. Jeg lyttede, nikkede og smilede mens de læste op, og da de hver i sær var færdige gav jeg dem en high five. Det fik de andre børn hurtigt spottede, og det gjorde faktisk at de alle sammen rigtig gerne ville læse op for mig. Heldigvis bed læren også mærke i det, og til min store overraskelse brugte hun samme metode senere på dagen.
I hele dette forløb har jeg højst sandsynligt lært en hel del om mig selv, men i bund og grund er det vigtigste for mig bare, hvis jeg har fået lært disse to ting fra mig.
jeg syntes at dette forløb har været så givende, og jeg tror bestemt jeg ser på tingene på en helt anden måde, når jeg vænner tilbage til Danmark. Kan bare sige at vi har det godt derhjemme.
Hvis jeg skal fremhæve nogle kompetencer jeg har udviklet/styrket mens jeg har været her, er det nok mest på det personlige plan, da de rent pædagogisk ikke er så langt her på Filippinerne. Dog har jeg tilegnet mig kompetencer vedrørende det at skulle planlægge aktiviteter, forklare dem på et andet sprog til læren, kommunikere med børn uden sprog samt udføre aktiviteter. Samtidig har jeg også lært, at det ikke hjælper at blive irriteret, eller miste modet, hvis mit budskab ikke lige bliver forstået. Førhen ville jeg nok bare have opgivet, og tænkt at det nok heller ikke var så godt et forslag jeg kom med, men hernede har jeg lært, at det nogen gange hjælper at vise det frem for bare at snakke om det.
Alt i alt har jeg, har mens jeg har været her, virkelig lært at sætte tingene i perspektiv, forstået på den måde, at jeg er blevet bedre til at vænne tingene til noget positivt, og er os bare blevet mere taknemmelig over alle de ting og mest af alt personer jeg har i mit liv. Jeg har lært priotere korrekt, med det mener jeg, at jeg er blevet bedre til at vælge mine kampe med omhug, jeg er blevet en mere tålmodig pige, og er nok også på mange områder blevet mere rummelig. Jeg har tit tænkt på hvilke kompetencer jeg ville have udviklet, hvis jeg havde været i praktik i en institution i Danmark. Jeg har ikke rigtig fundet svaret, men tror da at jeg er blevet langt mere selvstændig, og har fået en meget større tro på mig selv, ved at tage en udlandspraktik. Så til dem af jer der overvejer det.. gør det, det er det bedste jeg har gjort i mit liv!!!!
